Den friske luft kærtegner forsigtigt mine kinder, idet jeg træder ud af den duggede teltdug. Den imponerende stilhed virker nærmest helt intimiderende efter den voldsomme storm, vi lå i, blot nogle timer forinden. En følelse af respekt sænker sig over mine skuldre som en tung kappe, da jeg står der foran de store bjerge.
Ved siden af mig træder vores leder ud. En stor mand, med den største ro jeg nogensinde har oplevet, at et menneske har besiddet. Jeg fornemmer hans store hånd hæve sig. Han peger et par hundrede meter frem, henover den store elv, der danser gennem fjeldet. De falder i et med fjeldets brune og grå nuancer, så man skal bruge et par sekunders koncentration for at få øje på dem. Der går de, rensdyrene.
Herude hvor vi befinder os, så langt fra alting og uden dækning, er det en nødvendighed at have en riffel med som sikkerhed. Det er specielt at opleve, at våbnet ikke blot er for jagtens skyld – men at det også er en nødvendighed. Vores leder smider riflen over ryggen og kigger på mig og de andre drenge med sine varme øjne. Alle tager med.
Vi går og går og går, i det hårde terræn – og lige der er det som om mine muskler på magisk vis glemmer hvor ømme de i virkeligheden er fra dagen forinden, hvor vi pakkede hele fiskecampen ned efter sæsonens sidste gæster. Vi lægger os som en række domino-brikker bag vores leder, idet han lægger sig tilrette med riflen.
Jeg har været med på mange jagter i Danmark, men aldrig har jeg set så stor en riffel før – og alligevel ser den lille ud, da vores leder ligger med den der. Jeg troede jeg havde oplevet stilhed, men jeg tog fejl da jeg flyttede til Grønland. Det er som om man bliver i tvivl, om ens ører stadig fungerer. Det eneste jeg hører er vandets harmoniske rislen i elven, som ligger lige nede foran os.
Bang … Ingen tør røre på sig. Jeg vender hovedet om til en af de andre drenge og vi smiler begge forventningsfulde. Dyret ligger sig, men rejser sig igen og løber op over fjeldet. Her i Grønland er der ingen schweizer hundefører man kan ringe efter – så nu skal det gå stærkt. Vi løber op og ned af de store fjelde og ser ryggen af dyret forsvinde af syne flere gange. Adrenalinen pumper.
Til sidst står dyret på skudhold og der, efter andet skud, lægger det sig fredeligt ned. Vi får brækket dyret og bliver høfligt rækt et stykke af dyrets friske lever der har fået lov at ligge nogle minutter i dyrets fyldte mavesæk. En grønlandsk delikatesse. Bagpartiet bliver svinget over skuldrene og det samme gør forpartiet. Nu er det hjem til campen for at pakke det sidste ned.
