Jeg var en af de heldige, der blev udtrukket som de første medlemmer af foreningens nye jagt ved Risgaard, syd for Aars. Da overtagelsen og betalingen af jagten foregik lige omkring årsskiftet, gav de mulighed for at få de sidste ugers jagt med. Jeg havde været der på et par timers rundvisning med nogle af de andre, men trængte til selv at komme ud og gå langs skel for at få en fornemmelse af terrænet. Så mandag d. 13, 2 dage efter rundvisningen, tog jeg til området ved middagstid, primært for at lære området at kende, men havde selvfølgelig også riflen med. Vinden var ret strid den dag, så det styrede planen for gåturen.

Jeg er ret ny i pürschens verden, så de første 2 dyr jeg så, stødte jeg i et lille engområde, og de smuttede til naboen. Lidt efter kunne jeg heldigvis se spejlet af et dyr i et levende hegn. Det bevægede sig mod øst, og efter det fulgte 7 andre rådyr.

De gik stille mod et hul i de nordgående hegn, så jeg kunne begynde at liste mig tværs over marken, godt skjult af de små lavninger. Da jeg nåede 150 meter fra dem, var der ikke mere at gemme sig ved, og der var nu kun 3 dyr synlige – en rå og to store lam (formodede jeg). Efter nogle minutter til at få pulsen i ro, var jeg klar, siddende med skydestokken, til at skyde det lam jeg i hvertfald ikke kunne se, var et bukkelam. Klik, sådan noget pis, at få en klikker… Jeg repeterede, og endelig gik skuddet til et af lammene. Men den tegnede slet ikke… De 3 løb tilbage langs hegnet jeg først så dem i, og om på den modsatte side af diget, så jeg kun kunne se deres hoveder. Efter at have stået derover et minuts tid, satte 2 af dem i spurt direkte imod mig, det tredje var ikke til at se. Samtidig kom resten af springet løbende efter de 2, og de endte alle med at løbe forbi mig på 30 meters afstand. Nu kunne jeg ånde lettet op, for der manglede 1 dyr. Det havde lagt sig, der hvor de andre havde gjort stop. Den var løbet 125 meter med en bladkugle fra .243’eren.

Den vejede 17 kg brækket, så det var nok nærmere en smalrå end et lam.